blog posts

Når mor og far skal skilles

Når mor og far skal skilles

Hvert femte barn får aldrig talt med nogen om deres følelser i forbindelse med forældrenes skilsmisse. Det skaber ofte store problemer for barnet – ikke bare i situationen men også på sigt.

Forældrenes store beslutning

Når forældre vælger at gå hver til sidst, så er det en beslutning, der er forbundet med store bekymringer i forhold til barnet. Som forældre ved man godt, at man forvolder stor smerte hos barnet. Det er hjerteskærende og voldsomt for jer forældre at være vidne til og være skyld i. Nogle gange må man som forældre indse, at uanset den smerter man forvolder på sit barn, så er der ingen anden udvej. Det vigtigste er, hvordan I forældre kan få jeres barn igennem skilsmissen på den mindst smertefulde måde, og hvordan jeres barn kan lære, at få sat ord på smerten, sorgen og vreden, der ofte fylder, og som er så svært at tale med sine forældre om.

Hvert eneste år oplever 20.000 børn i Danmark, at deres forældre går fra hinanden.

Sorg efter skilsmisse

Har I besluttet jer for at flytte fra hinanden?  Det betyder, at I forældre skal hjælpe jeres barn med at komme bedst muligt igennem den sorg, som rammer det. Sorgen rammer barnet fordi det allervigtigste forsvinder – fællesskabet og trygheden i familien. I kan som forældre ikke forhindre barnets sorg, men I kan hjælpe det bedst muligt igennem den.

Barnet er er en uundgåelig del af skilsmissen, så der er naturligvis en masse tanker, følelser og bekymringer forbundet med det, at mor og far ikke længere skal være sammen, og at familien ikke skal bestå. Nu skal barnet ikke længere bo sammen med begge forældre på én gang. Denne sorg fylder forståeligt nok meget den første tid, efter I forældre har fortalt, at I skal skilles, og når I flytter fra hinanden.

Tristheden eller sorgen dukker i mange tilfælde fortsat op hos barnet ved særlige lejligheder som juleaften, ferier eller andet, hvor barnet har gode minder fra den gang familien var samlet.

Barnets adfærd viser hvordan, det har det

Barnet ønsker ofte ikke at bekymre sine forældre med sine tanker og følelser, eller også har barnet svært ved at sætte ord på og forklare, hvad det er der gør så ondt indeni.

Det kan være utroligt svært for barnet at sætte ord på den sorg, frustration, vrede eller andet der fylder hos barnet. Barnet er bevidst om, at det også er meget svært for jer forældre, og forsøger måske at tage hensyn ved at agere glad og tilfreds. Måske bliver jeres barn ekstra hjælpsom eller viser særlig omsorg for jer. Som forældre kan I komme til at tolke det som om at jeres barn tager skilsmissen i stiv arm.

Det kan også være, at jeres barn bliver stille, indelukket eller måske reagerer modsat ved at blive vred, udadreagerende og måske ligefrem aggressiv, og slet ikke har lyst til at tale med jer forældre. Uanset hvordan jeres barn reagerer, er det en måde hvorpå, det forsøger at håndtere den smertefulde situation – forældrenes skilsmisse og familiens opbrud.

Gruppeforløb med andre skilsmissebørn

Jeres barn har brug for at tale med andre om forældrenes skilsmisse og alle de følelser og reaktioner den medfører.

I et gruppeforløb sammen andre børn i samme situation, får børnene hjælp til at åbne op for deres tanker og følelser. Vi tager de hel konkrete spørgsmål og emner op, som vi ved, fylder meget hos børnene. Ved at italesætte de svære ting, kan børnene mærke efter og bedre forstå og håndtere den situation, de er i.

Barnet vil opleve, at de mange tanker og følelser er helt normale og legitime at tale om i gruppen. Der bliver sat fælles ord på alle de ting, som er svære at fortælle derhjemme, fordi de forsøger at skåne deres forældre, ikke ønske at såre dem eller gøre dem endnu mere kede af det. Når først de har fortalt det i gruppen, oplever de en stor lettelse, og ofte får de også mod til efterfølgende at fortælle det til forældrene. Det kan være befriende for familien, at få ”åbnet op”, og det bliver en del af løsningen på en skilsmisse, som aldrig er nem.

Giv jeres barn mulighed for at være sammen med andre børn i samme situation og på den måde få lov til at tale om, og lytte til, hvad børn oplever under forældrenes skilsmisse. Giv jeres barn mulighed for at opleve den lettelse det er, at sætte ord på og lytte til andre børn i samme situation. Gruppeforløbet kan være med til, at børnene trives bedre og har mod på at udvikle sig og lære i deres nye liv med skilte forældre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *